Hvad skal en kirke med en hjemmeside?
Hvad skal en kirke med en hjemmeside?
Det spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange siden jeg tog plads i Mørke menighedsråd i 2016.
Hjemmeside… Hvad betyder det ord? I sin simpleste form kunne vi jo bare have et billede af kirken og et telefon-nr. til præsten. Sådan! Så skulle den kun opdateres når der kom en ny præst til eller hvis kirken blev bygget om.
Men af en eller anden grund er jeg nu havnet i den situation at jeg har flyttet rundt på tingene herinde mange gange. Nyt layout. Slettet nogle menuer, lagt andre sammen, lavet nye. Ja, vi holder sågar lange møder om hvad der skal være herinde.
Er der nogen der ser denne hjemmeside? Ja, du gør jo, hvis du sidder og læser det her. Hvis der er flere af din slags, så må vi prøve at bruge den aktivt. Det har vist sig at der kan være en rigtig god grund til at gøre netop det. Mørke kirke har nemlig en vision.
Siden det nuværende menighedsråd trådte til, har vi arbejdet på at formulere en vision for Mørke kirke. Hvad er det egentlig vi er her for? Det er ikke så nemt at svare på som man skulle tro. Vi er nået frem til at vi skal være kirke for alle, men hvad betyder kirke i denne sammenhæng?
I den autoriserede danske Bibeloversættelse af 1992 betegner ordet kirke det græske ord ekklesia som betyder en forsamling af frie borgere. Sikke et privilegium! Vi er frie borgere i et frit samfund, og vi har ret til at mødes og tale sammen om det vi tror på og ikke tror på. Kirkens rum er et godt sted at begynde.
Vi formulerer envidere i vores vision at kirkens menighed er dem vi har og kender, og dem vi får og er glade for at møde. Det er netop det vi vil med Mørke kirke. Vi vil mødes med vores medmennesker og snakke om alt det gode, det svære, det sjove, det sørgelige, og det glædelige.
Javist, kirken har en form og et sprog som for mange kan virke fremmed i dag, men husk, det er jo kun nuværende formalia og ritualer, og det kun en times tid om ugen. Kirken har altid været levende og foranderlig. Jeg ville ønske vi kunne tage på studietur tilbage i tiden og opleve almindelige aktiviteter i disse samme kirker 100, 300, og 600 år tilbage. Vi ville stå måbende og tænke at det er godt vi er kommet videre!
Det er vigtigt at slå fast at det er menigheden der skaber kirken. Det er ikke præsten der bestemmer alting! Men præsten står forrest og formidler et budskab i den form der er enighed om. Den form forsøger vi i menighedsrådet at formidle til dig. Bl.a. ved hjælp af denne hjemmeside.
Derfor vil jeg opfordre til at udforske disse sider, som vi er igang med at udforme så der er sammenhæng med vores vision for kirken. Jeg vil advare om at ikke alt er perfekt, og jeg vil opfordre til dialog om sidernes indhold. Kirken er intet uden sin menighed. Du er en af de frie borgere der udgør vores menighed. Vi i menighedsrådet arbejder for at du skal mærke at kirken er din og min, i fælleskab.
Jesper Berggeen
Formand, Mørke menighedsråd.