Orglet i Mørke Kirke
Nyheder i og ved Mørke kirke, del 1:
Mørke kirke har for tiden et ekstra orgel nede i kirkerummet og fra det lille udmærkede instrument, på 4 stemmer, lyder musikken nu.
Det har den fordel, at sanger og organist nu befinder sig midt i kirkerummet, i korset.
Det er dog kun midlertidigt, for kirkens rigtige orgel er ved at blive udbygget af orgelfirmaet Bruno Christensen.
Det var forberedt allerede for ca. 10 år siden, da kirken blev renoveret, men de økonomiske midler slog dengang kun til en subbas pedalstemme med de store piber, som kan ses nede fra kirkerummet.
Orgelfirmaet Bruno Christensen er i gang med opstillingen af alt det nye. Derefter skal der males en del, og instrumentet med de mange piber skal indstilles og stemmes.
Orglet får et ekstra manual, og bliver dermed udvidet til 12 stemmer med pedal.
Orglet har hele tiden haft en fin klang, men nu bliver der bliver mange flere variationer.
Vores organist Gunnar siger således: ”Som nuværende organist ser jeg frem til, at det udbyggede orgel tages i brug. Må denne udvidelse af det dejlige orgel blive til glæde over musikken i kirken fremover i mange år.”