Menighedsrådsvalg 2024 – Hvad er et menighedsråd?
At sidde i et menighedsråd er en unik mulighed for at engagere sig i den lokale kirke – og tage ansvar for dens drift og fremtid. Som medlem af et menighedsråd har du mulighed for at bidrage med dine kompetencer og idéer og være med til at skabe en kirke, der er både relevant og meningsfuld for samfundet.
I menighedsrådet er man fælles om en sag – at skabe en kirke, som fortsat er en vigtig del af vores liv og samtid.
Bliv en del af folkekirkens lokale demokrati:
Som menighedsrådsmedlem repræsenterer du sognets folkekirkemedlemmer og skaber gode vilkår for kirken lokalt. Alle folkekirker i Danmark ledes af et menighedsråd. Det gør menighedsrådene til folkekirkens lokale demokrati.
Vær med til at udvikle lokalsamfundet:
Gennem arbejdet i menighedsrådet kan du gøre en forskel for livet i dit lokalsamfund. Du kan skabe en positiv indflydelse og være med til at udvikle kirken.
Hvad er et menighedsråd?
Et menighedsråd er valgt for en fireårig periode til at lede og administrere kirkens daglige drift og aktiviteter.
Menighedsrådsarbejdet handler om at gøre en aktiv indsats i det lokale demokrati til gavn for den lokale folkekirke.
Menighedsrådet har ansvar for: • Kirkelivet • Kulturarven – kirkebygninger og arealer • Kirkegården og begravelser • Personaleledelse • Kirkens økonomi.
Derudover er der en række opgaver, der kan vælges til og fra.
Det kan fx være babysalmesang, kor, foredrag, koncerter, mandeklub, renoveringsprojekter, familiestøtte og andet.
I folkekirken er det menighedsrådet, der har arbejdsgiveransvaret i forhold til de medarbejdere, der er ansat i kirken – med undtagelse af præsten.
Vil du være med til at udvikle og bevare kirkens identitet og fællesskab?
Er du villig til at samarbejde og lytte til andre?
Er du villig til at tage ansvar og påtage dig forskellige opgaver i forbindelse med kirkens liv og aktiviteter?
Så vil du helt sikkert også finde det givende og meningsfyldt at stille op til det lokale menighedsråd – og bidrage til lokalsamfundet og styrke kirkens rolle som et vigtigt centrum for fællesskab og åndelighed.