Menighedsrådsvalg 2024 – Valgforsamling den 17. september!
Tirsdag den 17. september, kl. 19.00, er der Valgforsamling i sognegården!
Alle folkekirker i Danmark ledes af menighedsrådet, som består af frivillige, der på demokratisk vis er valgt ind i rådet af sognets folkekirkemedlemmer og af sognets præster, der automatisk indgår i rådet.
Menighedsrådsarbejdet handler om at skabe de bedste vilkår for evangeliets forkyndelse eller sagt med andre ord, så handler det om at gøre en aktiv indsats i det lokale demokrati til gavn for den lokale folkekirke.
På valgforsamlingen opstilles kandidater, der er mulighed for debat, og der gennemføres en hemmelig, skriftlig afstemning. Resultatet af afstemningen afgør, hvem der er valgt til menighedsrådet.
Valgforsamlingen er offentligt tilgængelig. Det betyder, at alle interesserede har mulighed for at overvære valgforsamlingen. Det er kun medlemmer af folkekirken med valgret i det pågældende sogn, der har tale- og stemmeret på valgforsamlingen.
Formand og næstformand
Som formand for menighedsrådet er det vigtigt, at du kan bevare overblikket, er struktureret og kan lede møder, forhandlinger og afstemninger.
Og så skal du sørge for, at de vedtagne beslutninger udføres. Som formand er du menighedsrådets primære ”ambassadør”.
Kontaktperson
Som kontaktperson i menighedsrådet skal du varetage arbejdsgiverfunktionen overfor de ansatte i kirken, dog ikke overfor præsterne. Erfaring med personaleledelse er et plus, da man skal fungere som bindeled og koordinator mellem menighedsrådet, de ansatte og præsterne. Besidder du styrker som engagement, beslutningskraft og samarbejde? Og er du optaget af at skabe motivation og trivsel for både gruppen og individet? Kan du agere i konflikthåndtering og har du øje for processen og individet samtidig?
Kirkeværgen
Har du lysten og evnerne til at tage vare på en historisk kulturinstitution med ånd? Som kirkeværge har du ansvaret for, at der føres dagligt tilsyn med kirkens bygninger og at der bliver værnet om kirkens kulturværdier. Arbejdsopgaverne kan bestå af: opfølgning på bygningens vedligeholdelsesplan, indhentning af tilbud, styring af budget og tidsplan for bygningsopgaver og ajourføre kirkens forsikringer og anmelde forsikringsskader til Folkekirkens Forsikringsenhed. Det er et plus, hvis du har en byggefaglig baggrund, eller erfaring med projektstyring, men ikke et krav.
Sekretæren
Sekretærens fornemmeste opgave i menighedsrådet er at sørge for, at udarbejdelse af bekendtgørelser, mødeindkaldelser og dagsordner udføres og udsendes rettidigt. Så er du yderst struktureret, punktlig og har dine skrivefærdigheder i orden, er rollen som menighedsrådssekretær måske lige noget for dig.
Kasseren
Kan du lide tal, budgetter og faste deadlines? Som kasserer i menighedsrådet sidder du med ansvaret for tilsynet med kirkens økonomi. Har du erfaring med bogføring? Og kan du skabe overblik over budget, kvartalsrapporter, lønudgifter og årsbudgettet? Regnskabskompetencer er et plus, men er du struktureret, har en analytisk tilgang og et godt overblik, er effektiv, detaljeorienteret og gerne med en sund forretningsforståelse, er opgaven som kasserer måske noget for dig.