Mindegloben bliver desværre ikke klar til Palmesøndag, men det er resten heldigvis!

Mindegloben, som bliver en central del af den renoverede Mindeplads på Mørke kirkegård, bliver ikke klar til Palmesøndag som planlagt.

Det bliver først efter Påske, at globen bliver sat på sin sten på Mindepladsen.
Det er vi selvfølgelig rigtig ærgerlige over, men alt andet er klart – så derfor er der stadig kaffe/the og småkager til dem som har lyst!
Husk det er kl. 11.30, søndag den 13. april!

Et par billeder af status ved Gørtleren, kan I se her. Opdatering følger, når Mindegloben er kommet på sin plads.

Palmesøndag (den 13. april – cirka kl. 11.30 – efter gudstjenesten) er der indvielse af mindeplads og gravpladsområde på Mørke kirkegård. I forbindelse med indvielsen er der en kop kaffe/the og en småkage. Alle er velkomne.

Vi har med hjælp fra Mørke Sparekasses Fond kunne renovere vores mindeplads ved den anonyme fællesplæne på Mørke kirkegård.
Hjertetræet er stadig centrum på en granitbelagt plads som nu er gjort betydelig større. Nu er der, foruden buketvaser, plads til en længe ønsket udsigtsbænk. Yderligere er der opsat en unik globe, som er dannet af brugte bogstaver fra gamle kasserede gravsten. Ideen til globen er opstået blandt kirkegårdens ansatte i arbejdet på kirkegården. Bogstaverne er opsamlet på Mørke kirkegård over mange år. Mindegloben er blevet til i samarbejde med Den Jyske Gørtler i Gjern.

Vi er overbeviste om at pladsen i endnu højere grad vil være til glæde for besøgende på Mørke kirkegård.

Grandækningen på kirkegården har været i gang siden starten af november. Det er relativt mildt og der er stadig en del blade på træerne på- og omkring kirkegården. Graverne er alligevel gået i gang, fordi de har som mål at være færdig senest til 2. søndag i advent, altså 8. december 2024.
Graverne grandækker de gravsteder hvor det er aftalt og hvor der er betalt.
Har man ikke har aftalt/betalt, men ønsker man at få grandækning, så kan man lave en aftale ved at henvende sig til graverne (2427 8959) eller ved at møde dem på kirkegården.
Granhilsen fra Bente gravermedhjælper og Stig graver

Nerinerne blomstrer

Nyd det, da det kun er nogle få uger om året det sker.

Nerinerne kom til Mørke kirkegård i 1995. Mai Britt som er tidligere gravermedhjælper fortæller at det skete da Kirsten som var hendes kollega, kom med dem fra hendes far som var gartner.

Siden er de blevet opformerede og er nu på to historiske gravplads områder. Det største øst for kirken den andet på skråningen syd for kirken. Vi nyder synet af dem og bruger dem i alterbuketter i denne tid.

Slægtsnavnet Nerine er afledt af Nere­us, navnet på en havgud i den græske mytologi. De første Nerine-løg kom til Europa med et skib, som forliste i Kanalen, hvorefter løgene skyllede i land på øen Guernsey – deraf navnet guernsey-lilje. Artsnavnet sarniensis betyder »fra Sarnia«, det latinske navn for Øen Guernsey.

De 18 arter af slægten Nerine er vildtvoksende i det sydlige Afrika.

Kilde: haveABC. Dk

Så blev det tid til så mere græs rundt omkring på kirkegården som en del af vores udviklingsplan. Kirkegården bliver mere og mere grøn.

På den nedre del af kirkegården er der nysået på den midterste sti og forsøgt renoveret på nogle arealer hvor der før har været gravsteder med hæk omkring.

På sydsiden af kirken er et nyt gravstedsområde ved at tage form. På skråningen vil det med tiden være muligt at få en mindeplade i græs med en takshæk som baggrund.

På Nordøstsiden af kirken er der fjernet hække, åbnet op og sået græs under den gamle benved. Derved bliver der mere sammenhæng med den østlige del af området.

Vi håber at årstiden er med os med lunt efterårsvejr. Vekslende sol og regn.

Venligst! Gå uden om det nysåede græs, hvis det er muligt.

Hvad sker der her og hvorfor?
Her på den skråningen mellem vej og kirkegårdsmur lader vi græs og urter gro til dels vildt.
I vækstsæsonen slår vi ca. hver 14 dag nogle stier gennem arealet på kryds og tværs. Det er forskellige og til dels tilfældige stier hver gang.
Målet er at øge biodiversiteten ved at have planter i forskellige højder og udviklingstrin gennem sæsonen.
Metoden også kaldet ”fuldemandsslåning” er foreslået af biolog Morten DD. på webinar om biodiversitet i regi af Folkekirkens Grønne omstilling.
Webinaret er offentlig tilgængeligt via hjemmesiden ”www.folkekirkensgrønneomstilling.dk”

År for år er der kommet flere forskellige planter frem.

/Menighedsrådet ved Mørke Kirke

Flere oplysninger kan fås af graver og gravermedhjælper
På kirkegården eller telefon 2427 8959

Hele påskeugen byder Mørke kirke på en god mulighed for at besøge vores kirkegård, hvor et løb med poster er hængt op til glæde for børn og barnlige sjæle 🐣

Mørke kirke er pt uden flag og flagstang!

Som man kan se på billedet er Mørke kirkes flagstang taget ned!
Flagstangen er desværre gået til – takket være bidende kulde, frost og vind.

Vi håber på, at vi snarest får ny flagstang, så vi igen kan flage.