I forbindelse med min uddannelse som organist og korleder ved Vestervig Kirkemusikskole i Aarhus

er jeg ved at undersøge, om det med enkle midler er muligt at bygge bro mellem forskellige miljøer,

hvor der synges salmer. Der er foreløbig tale om et eksperiment, hvor fællessang-gruppen i Byens

Hus i Mørke samt kirkerne i Hvilsager, Lime og Mørke deltager.

Det at vi synger salmer sammen kan helt tilbage i oldkirken og også nu ses som stående centralt i

vores fælles formidling af kristendommen til hinanden. Vi kan ikke lukke ørerne, så den fælles musik

rammer ofte et sted dybt i os alle, som forhåbentlig kan føre os tættere sammen, også på tværs af

forskellige kulturer.

Derfor er det i sagens natur ikke lige meget, hvad vi synger og med hvilken indstilling vi synger det.

Det siges at der rundt omkring er stærke meninger i den forbindelse, måske netop som symbol på

denne problemstilling. Jeg tænker dog ikke, at der er de store modsætninger i vores lokalsamfund,

men der er nok mulighed for en bedre kommunikation og udvikling af samarbejdet.

I Danmark er vi så heldige, at vi takket være bl.a. Luther og Grundtvig har fællessang både i kirken,

højskolemiljøer og andre steder. Der er jo en form for slægtskab mellem disse miljøer, som jeg synes

godt kunne have mere glæde af hinanden. Derfor håber jeg at finde en model for, hvordan dette kan

lade sig gøre.

I kirken er det oplagt, at der synges salmer. De fleste vil nok holde fast i, at der her KUN skal synges

salmer. Men hvad skal der så egentlig til, for at en sang kan fungere som salme? Jeg vil mene at

grænsen mellem sange og salmer er ret flydende, da eksempelvis mange højskolesange har et

underforstået (kultur-)kristent og/eller spirituelt indhold. Denne grænse kunne være interessant at

undersøge på et senere tidspunkt.

Da der under alle omstændigheder er mange levende miljøer med fællessang og stor tilslutning

uden for kirkerne, mener jeg således at det giver mening at undersøge muligheden for at få noget af

al denne gode energi til at give genklang inden for kirkerne, helt bogstaveligt som lyden af flere

mennesker, som synger med fælles resonans og en befordrende følelse af ejerskab.

Eksperimentet er derfor som følger: salmerne “Guds nåde er en vintergæk” og “Usynlige, som ingen kan beskrive” (eller blot “Usynlige”) er blevet præsenteret og sunget til fællessang-aftenen i Byens Hus i Mørke d. 19/2. Salmerne står i både “100 salmer”, “Kirkesangbogen” og “Højskolesangbogen” og kan således nok ikke anspore til en længere debat.

Efterfølgende kunne deltagerne til fællessangen stemme på hvilken af de 2 salmer, de godt kunne

tænke sig blive sunget i kirkerne. Med hele 11 stemmer mod 7 blev resultatet, at vinderen: “Usynlige,

som ingen kan beskrive” efter aftale med præsterne i Lime/Hvilsager og Mørke bliver sunget i alle 3 kirker:
søndag den 3. marts

Jeg er glad for at initiativet indtil videre er blevet godt modtaget i Byens Hus i Mørke og i kirkerne.

Forhåbentlig kan det brede sig som ringe i vandet – mellem os alle.

Af Morten Käszner