Kristi himmelfart ligger mellem påske og pinse, og for mange er det måske mest ‘endnu en helligdag’. Men dagen har en helt særlig teologisk betydning.
Kristi himmelfartsdag falder 40 dage efter påske og ti dage før pinse. Dagen ligger altså altid på en torsdag.
Kirken fejrer ved Kristi himmelfart, at Jesus steg til himmels 40 dage efter sin opstandelse. Kristi himmelfart markerer afslutningen på Jesus’ liv på jorden. Kirken fejrer altså ikke kun, at Guds søn kom til Jorden, men også at han forlod den igen efter opstandelsen. Det lyder måske som en mærkelig begivenhed at fejre. Men Gud måtte forlade Jorden som menneske, for at han kunne vende tilbage som Helligånd i pinsen. I Apostlenes Gerninger (1,1-11) i Det Nye Testamente kan man læse, at Jesus fortalte sine disciple, at de skulle vente på Helligånden i Jerusalem. Herefter blev han løftet op til himlen.
Himmelfarten markerer ikke blot afslutningen på historien om Jesus’ liv på jorden. Den gør samtidig en ny begyndelse mulig: Helligånden, som kommer i pinsen og forener de Kristus-troende i kirken.
Kristi himmelfart er dermed et vendepunkt i evangeliernes fortælling om Jesus som Guds søn, ligesom julen er det. Længe før kirken begyndte at fejre Jesus’ fødsel, har den fejret hans himmelfart. For med afslutningen på Jesus’ liv på jorden, kunne historien om fællesskabet af troende, kirken, begynde.
Højmesse i Mørke kirke, torsdag den 9. maj – kl. 10.30