Kirke- og kulturmedarbejder i Mørke, Ådalen, Lime og Hvilsager sogn.
I de fire sogne på Djursland – Mørke, Ådalskirkerne, Lime og Hvilsager, er der fra 1. juni blevet ansat en kirke- og kulturmedarbejder. Det bliver den første kirke- og kulturmedarbejder, der er tilknyttet i disse områder, og det er begyndelsen på et øget samarbejde imellem de fire kirker, som vi i Mørke kirke glæder os til at være en del af. Til at varetage stillingen har vi ansat Ninna Søndergaard. Hun arbejder i forvejen som kirkesanger ved Mørke kirke og i Ådalskirkerne, samt er bosat i Mørke med hendes to børn.
Kirke- og kulturmedarbejderen skal arbejde med mange forskellige aktiviteter i kirken. En af opgaverne bliver blandt andet at skabe nye kontakter, og dermed udvikle kirkens netværk af eksterne samarbejdspartnere. I samarbejde med præsterne, skal kirke- og kulturmedarbejderen også løse opgaver i forbindelse med undervisningen af børn og unge. F.eks. babysalmesang, minikonfirmand- og konfirmandundervisning. Derudover vil der også være planlægning af arrangementer for ældre, samt børne- og familiegudstjenester. Kirke- og kulturmedarbejderen får også opgaver med formidling af det kirkelige liv gennem sociale medier, hjemmeside og PR generelt.