Jeg hedder Maria Aasø Hansen og er ny kirkesanger i Mørke kirke. Jeg brænder for musik og stemmearbejde og har sunget og spillet musik hele mit liv. Musikken og den danske salmeskat løber i mit blod; jeg er vokset op med kirkesang og har fra barnsben været vant til at deltage i kirken. Jeg har en stor kærlighed for salmesang, højskolesang, flerstemmig sang, taizé sang, jazz og gospel og har sunget i mange forskellige slags kor. Jeg optræder også som solist sammen med min mand, som er guitarist og vi tager ud og optræder til fester og arrangementer.
Jeg finder stor glæde i at synge med andre og elsker at facilitere og smitte til sangglæde og fællessang. Jeg er uddannet pædagog og Psykoterapeut med speciale i stemmen og jeg tror på at sangen og især fællessangen kan opløfte os som mennesker og at den har betydning for vores trivsel og livskvalitet.
Jeg glæder mig til at møde jer alle i menigheden og ønsker at bidrage og være medskaber til fællesskabet.