Tour de Påske
Syddjurs Provsti inviterer 600 7.-klasseelever på Tour de Påske
Præster og medarbejdere har lige nu travlt med at forberede et stort arrangement for alle i 7. klasse. Den 19. marts sættes knap 600 unge og deres præster og konfirmandundervisere på busser og fragtes ud til kirker og sognegårde i hele Syddjurs, hvor de skal synge, spise, male og vandre sig gennem påsken.
Det er anden gang Syddjurs Provsti inviterer til ’Tour de Påske’, og der arbejdes på højtryk for at få det logistiske puslespil til at falde i hak. Når vi rammer den 19. marts, er det ’alle mand på dæk’ – både præster, organister, kirke- og kulturmedarbejdere, gravere, kirketjenere, menighedsrådsmedlemmer og frivillige. For det er et arrangement, der kræver mange hænder.